I sin have elsker don Perlimplin Belisa (1995)

Federico Garcia Lorca

I 1992 ved opsætningen af Strindbergs "Et drømmespil" indledtes det samarbejde med Jakob Oschlag og Peter Rafn Dam, der blev fortsat i opsætningen af Lorca: "I sin have elsker Don Perlimplin Belisa". Marionetteatret er Jakob Oschlag og Peter Rafn Dam megen tak skyldig, idet de ved deres store professionelle viden og kunnen har medvirket og medvirker til en frugtbar videreudvikling af Marionetteatret i Skørping. Marionetteatret glæder sig til mange inspirerende samarbejder også i fremtiden.

Lorca var 30 år, da han skrev "I sin have elsker Don Perlimplin Belisa". Han havde på det tidspunkt et par dramatiske arbejder bag sig, men først dette stykke med dets rige lyrik og den tragiske gennemspilning af et erotisk motiv, er et varsel om den store dramatiker, Lorca skulle blive.

Lorca har forlængst fået sit gennembrud i Danmark. Stykker som "Blodbryllup", "Yerma" og hans seneste stykke "Bernada Albas hus" er moderne klassikere.

Lorcas tidligere dramatiske arbejder er derimod meget lidt spillet. Det gælder hans surrealistiske stykker fra begyndelsen af 20erne, og det gælder også "I sin have elsker Don Perlimplin Belisa".

Stykket er oversat af Paul la Cour og har bortset fra opførelsen i radioteatret (første gang i 1957) sjældent eller aldrig været opført i Danmark.

At Skørping Marionetteater valgte at sætte stykket op skyldes, at det rummer mange lag, der efter Marionetteatrets opfattelse netop kan synliggøres ved et samspil mellem dukker, mennesker, lys og lyd.

For Skørping Marionetteater var opsætningen af "I sin have elsker Don Perlimplin Belisa" en stor og relevant udfordring, for publikum er det et møde med en af verdensdramatikkens perler.

Er teksten kort, målt i sideantal og ord, er oplevelsen modsvarende lang, målt i "efterbilleder" - dem der bliver hængende på bagsiden af nethinden, i det indre øje. Derinde, hvor syn lever deres eget liv, længe efter at de er hentet ind fra den såkaldte ydre verden.

Universet i "Don Perlimplin" er på samme måde ganske lille og enormt stort. Lille fordi den blot rummer i alt 4 korte scenebilleder, alle fragmenter af et kort, intenst kærlighedsdrama, udspillet i og omkring Don Perlimplins hjem i en lille lukket verden. Og lille i det sagte. Men i mødet mellem orde- ne og en scenografisk fortolkning af de mulige rum omkring dem, kan der måske opstå et teaterudtryk, hvor tekst og billeder flyder sammen, udvider hinanden i en ny dimension: Det magiske oplevede øjeblik.

Ambitionen med scenografien er en arkitektur: Don Perlimplins hjem er et rum ladet med geografiske associationer. Men også et rum ladet med psykologiske, karakter- og konflikttegnende signaler; Således er scenen på een gang er konkret, fysisk lokalitet og en "sjælens arena". I dette rum er buer selvfølgelig et arkitektonisk signal. Et udtryk for en lokal byggeskik, der fortæller noget om tid og sted. Men buerne er ikke blot lokalkolorit. Ikke blot dekorative åbninger i en mur, men billeder på en personlighed, en måde at opleve og leve i verden på. De skiftende genstande i buerne bliver således et "sjælens verdensbillede", der forandrer sig med tiden og personerne. Fortolker og kommenterer deres oplevelser af verden og hinanden.

Som med buerne, selve rummet, således også med genstandene møblerne i rummet og kostumerne. Også de bliver en slags "sjælens inventar". Meddigtende objekter, der supplerer portrættet af personerne og deres konflikt.

Bearbejdelse: Jacob Oschlag

Instruktion: Jacob Oschlag

Scenografi: Peter Rafn Dam

Musik: Fuzzy

Lyddesign: Asta Fog Larsen

Medvirkende:

Gæster: Charlotte Lindvang, Emil Lindvang og Mette Sørensen

Fra ensemblet: Mette Agerskov, Else Marie Almeborg, Grete Bech, Denise Bindeballe, Claus Christensen, Karin Christensen, Rita Helbo, Lars Korsbæk, Lissi Korsbæk, Olga Krogh, Ole Dan Larsen, Jørgen Lauritzen, Runa Lauritzen, Ingrid Madsen, Søren Steen Nielsen, Dan E. Pedersen, Kamma Tranum, Finn Østerbæk