Sidste nyt
Kalender 2022

Alle forestillinger spilles i Skørping Kino kl. 12.00

 

Søndag d. 23. januar: Nattergalen

Søndag d. 6. marts: Fyrtøjet

Søndag d. 3. april: Kejserindens Pengekiste, samt Selma Lagerlöfts takketale for Nobelprisen i litteratur i 1909.

Nu kan du også bestille billetter til vores forestillinger i Kinorevuen på

www.himmerlandsbilletten.dk

Facebook

Skørping Marionetteater er nu kommet på facebook. Husk at dele indslag med dine venner.

Årets forestilling - premiere på Nattergalen

I efteråret har vi premiere på årets forestillling, Nattergalen af H.c. Andersen. Det er Jacob Osclag, der instruerer forstillingen med Denise Bindeballes dukker. Else Marie Almeborg står for scenografien og Lars Korsbæk for lysdesign. Lydoptagelsen på Thranestudiet i Gl. Skørping.

 

 

 

 

Så længe vi kan danse

Lørdag d. 3. oktober 2020 har vi premiere på "Så længe vi kan danse". Stykket er skrevet til Marionetteatret af forfatter Ingeborg Sebbelin. Det instrueres af skuespiller Jørgen Bing. Johanne Grønkjær Lorenzen har komponeret musikken.

Men hvad gemmer sig bag titlen? Asta Marie skal skrive en opgave i gymnasiet. Emnet er Skørping og Stationsjubilæet. Hun vælger at skrive om Privathospitalet. Lidet aner hun, hvordan hun bliver hvirvlet ind i historien og pludselig står ansigt til ansigt med sin oldemor.

Årets forestilling 2019:
H. C. Andersens Hyrdinden og Skorstensfejeren

D. 6. april 2019 har vi premiere på Hyrdinden og Skorstensfejeren. Her får marionetdukkerne mulighed for at bruge deres talenter. Ikke kun skal de gengive H. C. Andersens fortryllende tekst, nej, de skal også både mime og danse ballet .Og det gør de til August Enna's iørefaldende musik. Det lille eventyr handler om udlængsel, trangen til eventyr, lysten til at drage ud i den vide verden, men også om den erfaring, nogen gør sig, at hjemme trods alt er bedst.

August Enna, 1859 - 1939, er en dansk komponist, der i sin levetid måske var mere kendt i udlande end herhjemme, og som efter sin død gik mere eller mindre i glemmebogen. Som Steen Chr. Steensen skriver i sin biografi om ham: Enna's liv minder om et omvendt H. C. Andersensk eventyr, - en smuk svane, der folder sig ud og ender som en grim ælling i dansk musiklivs andegård.

Men nu synes han at få en renæssance, idet Jysk Opera har sat hans opera Kleopetra på repertoiret, og Skørping Marionetteater har gravet hans musik frem af gemmerne til årets forestilling. August Enna var utrolig begejstret for H. C. Andersen og har skrevet musik til bl.a. Den lille pige med svovlstikkerne og til Hyrdinden og Skorstensfejren.

Instruktion: Runa Lauritzen. Stemmeinstruktør: Susanne Sangill. Scenografi: Else Marie Almeborg. Koreografi: Bente Vestergaard.

40 års jubilæum

Dette jubilæum blev fejret med en forrygende jubilæumskavalkade i april og en jubilæumsfest for vores trofaste venner og støtter gennem årene. Ole Dan Larsen havde udvalgt scener fra adskillige tidligere og nuværende forestillinger, fortræffeligt bundet sammen af en dialog mellem vores maskotter fra logoet, Den lille prins og Ræven. Asta Fog Larsen stod for jubilæumsskrift, støtte af Veluxfonden, der beretter om vores meritter gennem årene og vores visioner for fremtiden. Jubilæumsskriftet kan stadig købes ved henvendelse til bestyrelsen.

Jubilæumsåret markeres endvidere med en nyopsætning af Fru Salt og Hr Peber og en premiere på et stykke af Selma Lagerlöf, så det er blevet fejret med manér.

Marionetteatrets scener

Skørping Marionetteater har i mange år haft en Stor Scene med hjemsted i Skørping Kino samt en Lillescene i forskellige udgaver, som vi i prærievogn og trailere har kunnet rejse rundt med i ind- og udland. Nu har Lars Korsbæk, Ole Dan Larsen og Dennis Nyboe ombygget vores scene i Skørping Kino, således at de to scener har samme størrelse. Det betyder, at vi kan spille de samme stykker både på den stationære og på den mobile scene. Vi har modtaget støtte til denne ombygning fra Veluxfonden og fra DATS, - Landsforeningen for dramatisk virksomhed.

Selma Lagerlöf: Kejserindens Pengekiste og Nobelpristalen

I oktober 2017 havde vi premiere på Selma Lagerlöfs legende, Kejserindens Pengekiste, fra 1896 og hendes berømte takketale i forbindelse med Nobelprisoverrækkelsen i litteratur i 1909. Vi har spillet forestillingen 6 gange med stor publikumsbevågenhed og har modtaget fine anbefalinger af stykket. Efter forestillingerne har der været en samtale mellem stykkets instruktør Jacob Oschlag og publikum. Stykket er bearbejdet, oversat og iscenesat af Jacob Oschlag, der har 50 års jubilæum som professionel instruktør, og det er en stor ære for Skørping Marionetteater, at han har valgt dette stykke til at fejre jubilæet med. Jacob Oschlag fik en jubilæumsforestilling til sine gæster. Else Marie Almeborg har lavet scenografien. Forestillingen er støttet af Rebild Kommune.

Vi har spillet stykket for et meget forskelligt publikum som på Spillemandsmuseet i Rebild, hvor Jacob Oschlag og museumsinspektør Niels Jørn Østergaard i den efterfølgende samtale kom ind på Selma Lagerlöfs og en anden Nobelpristager, Johannes V. Jensens, forhold til spillemandsmusik. I Sognegården ved Vodskov Kirke kom samtalen efter forestillingennaturligt nok til at handle om Selma Lagerlösf tro. I Thy, hvor vi spillede i DATS's regi, - Landsforening for dramatisk virksomhed, var vores forestilling optakt til et 2 dages kursus med Jacob Oschlag.

I 2018 er der solgt forestillinger til bl.a. bibliotekernes læseklubber og til konfirmanderne i Skørping.

Fru Salt og Hr. Peber

Det har været en stor fornøjelse at spille denne forestilling om mobning igen. Vi har spillet 6 forestillinger i foråret for Skørping Bibliotek og for indskolingsklasser i Haverslev og Ravnkilde.

Endvidere deltog vi for første gang i Kulturmødet på Mors i august 2017, hvor vi spillede 4 forestillinger i Monas Hus.

Engelbert Humperdinck: Hans og Grete

Vi har længe næret et ønske om at have en opera på repertoiret, som vi både kunne spille i Skørping og rejse ud i landet med. Vi har derfor besluttet at nyopsætte Humperdincks opera Hans og Grete. Søren Steen Nielsen står for instruktionen og bearbejdningen af operaen og Lone Chatzigianni for scenografien. Der er premiere på forestillingen lørdag d. 14. april 2018, og den spilles også d. 15. april.

Tommelise og Aladdin

Det er altid svært at sige farvel til en forestilling, men i august rullede de to populære forestillinger, Tommelise og Aladding, over scenen for sidste gang, og dukkerne afventer nye engagementer.