Af H. C. Andersen
Tommelise handler om magt og magtmisbrug, om omsorg og uselvisk kærlighed, og om til sidst at finde hjem.
Det er eventyret om konen, der så gerne ville have sig et lille barn, men som straks mister det, fordi andre mener sig berettiget til at bortføre, håne, bestemme over og kassere det. Det er eventyret om, hvordan den lille Tommelise må overleve på bedste vis i den store skov, hvor hun dog kan glædes ved fuglenes sang og kan leve af blomsternes søde støv og den kølige dug.
Og om markmusen, den gode rare markmus, der tager Tommelise til sig midt i den koldeste vinter. Huslejen er nem at betale! De dejligste historier skal hun fortælle, for den gode markmus holder så meget af historier.
Om svalen, den forfrosne, der jo ingenting har uden sit kvivit, og som må sulte ihjel om vinteren. Tommelise må føle medynk med den, og uden anden betaling end svalens overlevelse i den mørke jordhule plejer hun fuglen den lange vinter, til den om foråret taknemmelig kan drage ud i den grønne skov, mens Tommelise må blive tilbage hos markmusen.
Men noget for noget! Slægtskab gennem Tommelises ægteskab med den statelige og forelskede muldvarp, se det er noget markmusen kan forstå - jo, han er en herre så rig på værelser, og med en fløjlspels så smuk, at selv ikke dronningen har mage til!
Tommelise får ikke lov at sige nej - ellers vil markmusen bide med sin hvide tand!
Men muldvarpen kan ikke lide den smukke sol og de dejlige blomster, og Tommelise må se en fremtid i møde, i mørke uden alt det som hun elsker allermest.
Quivit, quivit! Svalen er kommet for at hente Tommelise, og sammen rejser de langt, langt bort til de varme lande med de dejligste blomster, dufte og legende børn.
I de hvide marmorsøjler blandt de smukkeste store hvide blomster finder hun endelig sin rette plads, og hun krones med de allersomsmukkeste hvide vinger til dronning Maja.
Tommelise er kommet hjem.
Og vi fik et eventyr at fortælle vore børn og børnebørn.
Instruktion: Maria Ohrt-Nissen
Scenografi: Rasmus Rasmussen