Fortryllelsen virker, når dukkerne er på spil. Man ser snorene trække dem, virkemidlerne er temmelig kontante. Alligevel sidder man med lys i øjnene. Man lever og føler med de små væsner, selv om man forlængst er vokset ud af dukkealderen.
Marionetteatrets fortryllende skuespillere har aner tilbage i forhistorisk tid. Statuerne, der var opstillede i de hellige templer og lunde, var oprindeligt ubevægelige, men senere fandt man på at bevæge dem. De nikkede, bevægede armene, rullede med øjnene, spyede ild og udstødte forfærdende lyde. I offerbålets flammende skær må de have virket frygtindgydende og i sandhed overmenneskelige. Offerpræsterne bar masker for at ligne dem så meget som muligt.
De første egentlige teaterdukker spillede i templerne i skuespil om gudernes liv og indbyrdes kampe. Først langt senere kom skuespillene til at dreje sig om forholdet mellem guder og mennesker. Indien, Java, Japan, Kina og Tyrkiet har den ældste marionetteatertradition og kultur. Den græske historieskriver, Herodot, der levede fra ca. 484 til ca. 424 før vor tidsregning, skildrer en dukketeaterforestilling, som han overværede i Ægypten ved en Baccus-Osiris tempelfest. I samme århundrede optrådte den græske dukkespiller Potheenos på Dionysosteatrets scene i Athen med marionetter. Han blev så berømt, at der blev opstillet en statue til hans ære. Marionetter omtales hos flere romerske forfattere, f. eks. Peto- nius, Horats og Marcus Aurelius. Dukketeatrets indflydelse på folket må have været stor, eftersom Cæsar forbød dukkespillerne at spille andet end pantomimer, da de i deres politiske satire gik lovlig vidt i deres kritik af hans regime. Alt dette vidner om, at marionetteatre var meget populære i oldtiden.
I den sene oldtid og den tidlige middelalder forfulgte kirken al teater, som den kaldte djævelens kunst. Men senere, da kirken definitivt havde vundet sejr over hedenskabet, tog den teatret til sig. I begyndelsen optrådte duk- kerne kun i små optrin med emner fra biblen. En rest heraf findes stadig i form af krybbespil. Måske kommer navnet marionet heraf, afledt af Maria.
Disse optrin udviklede sig i middelalderen til mysteriespil af højkunstnerisk kvalitet. Lidt efter lidt blev disse spil imidlertid for verdslige. Derfor blev de forvist til markedspladserne. Her optrådte marionetspillerne sammen med klovner, akrobater og andre gøglere. Repertoiret var det samme som før, men stykkerne forvandledes dels på grund af censurens indgreb, dels på grund af det ændrede miljø.
I det 16. og 17. århundrede var marionetteatrene i Europa så talrige og populære, at de var alvorlige konkurrenter til skuespilteatrene. Forholdet blev efterhånden så spændt, at det kom til alvorlige sammenstød mellem dukkespillerne og skuespiltrupperne. Skuespillerne prøvede at få myndig-hederne til at undertrykke dukkespillerne, hvorefter dukkespillerne hævne- de sig ved at spille parodier på skuespillernes repertoire. Blandt dukke- spillerne var den fremragende franske forfatter Lesage (1668 - 1748), der spillede komisk opera med marionetdukker sammen med sine venner. Glemmes må det heller ikke, at Haydn komponerede mange operaer direkte til marionetteater. Skuespillerne gik imidlertid af med sejren.
Lige som marionetteatrets dage som folkeligt teater syntes at være talte, drog romantikken, som interesserede sig for alle former for folkekunst, det frem på ny. I det 19. århundrede blev marionetteatret dyrket som salon- kunst og kuriositet f. eks. af George Sand, Goethe, H. C. Andersen og Heiberg. Det var også almindeligt, at fyrster og rige borgerlige havde marionetteatre. Men de gamle omrejsende marionetteatre måtte give op.
Denne udvikling fortsatte i det 20. århundrede. Verdensberømte digtere som Kleist, Materlinck, Blixen, Lorca og Brecht interesserede sig alle for marionetteatrets muligheder og skrev stykker herfor. Den tekniske udvik- ling medførte også en mekanisering af marionetteatret. Der blev konstrue- ret dukker, som kunne spise og sove lige som mennesker. De bevægede sig tilmed i virkelighedstro dekorationsmiljøer. Udformningen blev mere efterligning end typebestemmende. Dermed forsvandt kendemærket, nemlig poesien.
Den nutidige søgen efter mere oprindelige former for teater giver atter marionetteatreet nye muligheder.
Al scenekunst må skabes ud fra visionære oplevelser. Ligesom i billedkunsten af i dag søger at nå det oprindelige, det indre billede, som anes bag det synlige, mangfoldige, må marionetteatret forny sig ved at underordne forestillingen en sanset, visionær dramatisk ide. Næsten al dramatik kan anskues på denne måde, hvilket man nok må have in mente ved valg af stykker. Det valgte stykkes indhold bestemmer visionerne. Gnisten, der lader fantasien ane den digteriske sammenhæng i stykket, kan sommetider tændes ved ganske enkle associationer. Med andre ord, - der skal være plads for fantasien i en god iscenesættelse. Forestillingen skal fremstå improviseret og skitseagtig, men dukkernes bevægelser, klædedragt og ansigtsformer skal i sammen hæng med scenografien udtrykke den digteriske ide, der ligger til grund for stykket.
Marionetteater er teater for alle. Det taler et alment forståeligt poetisk sprog. Det dør, når det nøjes med at efterligne. Stykkernes digteriske sammenhænge må aldrig glemmes for en raffineret naturtro mekanisme.